Hvem er Søren



På denne side vil jeg præsentere mig selv.

Der er to primære formål med denne del af min hjemmeside. Til dels selvfølgelig at vise hvem der står bag den, men især for at uddybe lidt om hvad det vil sige at leve med en psykisk lidelse.

Som det nok fremgår af overskrifterne herover, er det noget jeg har personligt inde på livet. Igennem hele mit liv har jeg nemlig døjet med tilbagevendende depressioner, og har endelig fået stillet diagnosen dystymi.
Selvom dette således vil være en personlig beretning, håber jeg at dette kan være en slags hjælp for andre der står i lignende situation.
Når man har et psykisk problem er det ofte sådan, at man føler sig alene i verden, fordi ens nærmeste typisk ikke forstår ens problemer og heller ikke forstår at forholde sig konstruktivt til en.
Det er på den måde et ønske, at denne del kan være et sted for andre i lignende situation, og selvfølgelig også for pårørende; et sted hvor man kan finde inspiration til at være åben omkring psykiske lidelser, og finde en ligesindet der "heller ikke fungerer optimalt".
Et tredje mål er selvsagt også, at dette for mig kan fungere som en slags personlig katarsis - så bær over med navlepilleriet ;o)

Nu kan man måske synes det er lidt mærkeligt at lave en præsentationsside der i så høj grad fremhæver en særlig del af ens personlighed. Men da det at have en sygdom eller lidelse, kan være så dominerende i ens liv og i så høj grad meddefinerende for hvem man er som menneske, synes jeg det berettiger til dette særlige fokus. Derudover ligger der i denne åbenhed, så at sige en politisk mission om at nedbryde tabuer.

Selvfølgelig er det ikke alene mine psykiske problemer der beskriver mig - selvom der lige her vil være et overvejende fokus på disse - men det vil nok fremgå af de andre elementer på min hjemmeside.